Ny blog

Dette blot for at informere om at min blog for fremtiden vil være at finde på engelsk - under det indrømmet platte navn The Riber Report - på:

http://michaelriber.wordpress.com/

Boganmeldelse: Jhereg

Tag en række klassiske crime noir-elementer: lyssky gangstere, tillokkende femme fatales og helte med personlige problemer. Sæt historien i en klassisk (og meget detaljeret) fantasy-verden med middelaldermiljø, monstre og magi. Tilføj så en passende mængde bidende skarp humor. Det er Raymond Chandler møder Mario Puzo møder Tolkien. Det er også opskriften på Steven Brusts serie af bøger om lejemorderen Vlad Taltos, hvoraf den første er Jhereg - og det er en forbandet god opskrift.

Vlad lever i en storby og et imperium, der regeres af en race af elveragtige væsener, som udgør overklassen. Som menneske tilhører Vlad derfor underklassen, men han har dog arbejdet sig op til en vis position. Han er nemlig ikke bare lejemorder; han er også en slags crimelord eller mini-godfather i sin del af byen. Det betyder naturligt nok, at hans konkurrenter ofte er ude efter ham. Når han samtidig lader sig hyre til at slå folk ihjel for penge (selv om døden i denne verden ikke nødvendigvis er permanent), er det ikke overraskende, at han har skaffet sig en hel del fjender. Det gør hans hverdag yderst interessant at følge.

Bogens titel er i øvrigt både navnet på den kaste Vlad tilhører og den type "kæledyr" han har: en lille, dragelignende skabning, der sidder på hans skulder og beskytter ham - men også kommer med sarkastiske bemærkninger når han har mindst brug for det.

Detektivromaner og sword & sorcery er to af mine favorit-genrer, og jeg elsker også underspillet humor og ironi. Denne serie indeholder alle disse elementer. Det der først og fremmest gør den værd at læse, er dog det faktum at Brust bare skriver utroligt godt. Hans beherskelse af det engelske sprog er fremragende. Simpelthen fremragende. Jeg tog jævnligt mig selv i at måtte læse et afsnit igen for at være sikker på jeg havde fået alle betydningerne med.

Serien består af indtil videre 11 bøger, og der er planlagt 19. Hvis man har samme smag som mig, kan jeg kun anbefale dem alle på det varmeste.

Boganmeldelse: The Grand Tour

Denne gang drejer det sig ikke om en enkelt bog, men en hel serie, nemlig Ben Bovas Grand Tour, der beskriver en nær fremtid hvor menneskeheden lidt efter lidt breder sig ud i Solsystemet, fordi Jorden bliver mere og mere uudholdelig at bo på. Serien består indtil videre af 16 bøger - og med Bovas produktionsrate er der sikkert flere på vej.

Bova har to hovedformål med sin serie: For det første vil han gerne underholde. Der er tale om space opera i den helt klassiske stil, med masser af heltemodige helte, skurkagtige skurke og ungmøer i nød. Tilføj nogle interplanetare konspirationer og en passende mængde sex og romantik, og du har alle de ingredienser der skal til for at lave en vaskeægte sci-fi thriller. Jeg plejer at omtale Bovas historier som "Tom Clancy in space"; de mange korte kapitler (der stort set alle ender på en cliffhanger) og det høje tempo gør hans bøger til ægte pageturners. Til gengæld er de fleste af hans personer så tyndt beskrevet at man næsten kan se igennem dem.

Det er dog det andet formål, der virkelig gør serien værd at læse. Bova har forsøgt (og forsøger stadig) at skrive "future history" - at beskrive fremtiden sådan som han gerne ville have at den skulle se ud, og sådan som den faktisk kunne komme til at se ud, på godt og ondt. Og det virker. Man tror virkelig på ham. Det skyldes først og fremmest at bøgerne er så videnskabeligt velfunderede. Bova var selv tilknyttet Project Vanguard, det første amerikanske forsøg på at sende kunstige satellitter ud i rummet, og hvor hans egen tekniske viden ikke slår til konsulterer han de relevante eksperter. Det tilfører hans univers en realisme, der danner en perfekt baggrund for de spændende historier. Hvis man kan lide denne specielle form for sci-fi, er Bovas serie uomgængelig. Hans vision af menneskehedens ekspansion til resten af solsystemet i det 21. århundrede er en naturlig forlængelse af den pionérånd, der sendte romerne til Afrika, europæerne til Amerika - og amerikanerne til Månen.

De fleste af bøgerne kan læses individuelt, men vil man tage dem fra ende til anden efter den interne kronologi (som ikke er helt konsekvent), er det noget i retning af denne rækkefølge:

1. Powersat
2. Empire Builders
3. Mars
4. Return to Mars
5. Moonrise
6. Moonwar
7. Jupiter
8. The Precipice
9. The Rock Rats
10. The Silent War
11. The Aftermath
12. Saturn
13. Titan
14. Mars Life
15. Mercury
16. Venus

Boganmeldelse: The Forever War

The Forever War af Joe Haldeman nævnes ofte som en science fiction-klassiker. Ikke desto mindre fik jeg først for nylig taget mig sammen til at læse den - men det var bestemt umagen værd.

Historien starter i 2007, hvor hovedpersonen William Mandella sammen med andre blomster af verdens ungdom tvangsrekrutteres til at kæmpe mod en race af rumvæsner, som menneskeheden lige har mødt (bogen er altså blevet lidt anakronistisk siden den udkom i 1974, men det gør nu ingen forskel for budskabet).

Efter endt oplæring bliver Mandella og hans enhed sendt i kamp. Der er bare en lille hage: i modsætning til de fleste andre sci fi-forfattere finder Haldeman ikke på en nem forklaring på interstellar rumfart, à la warp drive eller hyperspace. Han holder sig til Einsteins relativitetsteori om at tiden for den rumrejsende går langsommere jo hurtigere man bevæger sig; for soldaterne tager en tur til en fjendtlig planet tur/retur måske et år, men på Jorden er der gået flere generationer når de kommer hjem. Familie og venner er alle sammen døde, og hele samfundet har ændret sig radikalt. De utilpassede soldater har ikke andet valg end at lade sig udskibe igen; der er ikke nogen grund for dem til at blive hjemme. Til sidst, da krigen er ovre, er der gået mere end tusind år på Jorden, men Mandella er relativt set stadigvæk kun i fyrrerne. Den verden han kendte - og som han kæmpede for at bevare - findes ikke mere. De andre, yngre soldater taler ikke engang engelsk mere, men må lære sig hans oldgamle sprog så de kan tage imod hans ordrer. Og som en form for ondskabsfuld ironi viser det sig, at rumvæsnerne måske ikke var helt så fjendtlige, som man troede.

Det er netop dette aspekt af historien, der gør bogen så god. Hvordan håndterer soldater den vanskelige situation at vende tilbage til et civilt liv - og hvad gør samfundet for at hjælpe dem med at vende tilbage? Haldeman er selv Vietnam-veteran, og bogen er da også tydeligvis en analogi over netop dén meningsløse krig, men historien har lige så stor relevans i dag, som den havde for Haldemans egen generation. Der er en del nutidige politikere, der kunne have godt af at læse The Forever War - men jeg vil nu også anbefale alle andre at læse den. Der er masser af stof til eftertanke.

N.B.: Hvis man kan lide bogen, er det også værd at kaste et blik på fortsættelsen Forever Free og Forever Peace, som foregår i samme univers men ikke er direkte relateret til de to andre.

Supermarkedsetikette for voksne

Hvis jeg var arbejdsgiver, ville jeg give alle mine ansatte et obligatorisk kursus i korrekt supermarkedsopførsel.

Vi har alle prøvet at blive fanget bag en pensionist i en kø. De tager hvad der føles som en evighed om at lægge varerne op på båndet - også længere end deres alder retfærdiggør - og endnu længere om at finde kontanterne frem, da de som regel ikke bruger kort og af en eller anden grund helst vil betale med lige penge.

Når jeg bevidst forsøger at handle ind efter klokken 18, er det fordi jeg forventer at supermarkedet vel så er nogenlunde pensionistfrit. Det er det sådan set også, og hvis man endelig støder på et enkelt gråhåret hoved, kan man som regel spotte det på afstand og vælge en anden kø.

I dag så jeg ingen pensionister, da jeg nærmede mig kassen, og troede derfor at den hellige grav var velforvaret. Men nej - den midaldrende kvinde foran mig viste sig at have sin helt egen måde at håndtere denne dagligdags situation på. Først ventede hun til kunden foran hende var næsten helt færdig, før hun overhovedet begyndte at lægge sine varer på båndet. Desuden insisterede hun på at stille dem op én efter én på en lang smal linje i den ene side af båndet, i stedet for at brede sig fra kant til kant. Endelig ventede hun med at sætte sit kort i kortlæseren til hun havde stået og stirret ned i sin pung i mindst et minut - og der stod vel at mærke adskillige mennesker bag os i køen.

Pensionister kan man bære over med, og børn har sjovt nok ingen problemer med at holde et anstændigt tempo i køen. Jeg kan kun konkludere, at det må være opdragelsen af mine forældres generation, den er gal med. Måske skulle supermarkederne have et særligt supermarkedspoliti med beføjelse til at idømme disse smølere samfundstjeneste. Den kunne så passende bestå i at de skulle arbejde et par uger som kassedame og føle konsekvenserne af smøleriet på deres egen krop.

Så ville det måske kun tage fem minutter, ligesom de lover i reklamerne...